Orle Studio
ORLE STUDIO er et keramikværksted i Horsens, drevet af designer Stine Orle. Her skaber hun funktionelle stentøjsprodukter i enkle former og tidløse designs – altid med fokus på håndværkets nærvær og materialernes fulde udnyttelse.
”For mig er det vigtigt, at intet går til spilde. Restmaterialer fra min produktion bliver genbrugt i mine unika-serier, som jeg kalder NUL-værker,” fortæller Stine Orle, uddannet industriel designer fra Designskolen Kolding i 2017.
Alle produkter er hånddrejet og produceret af hende selv i værkstedet i Horsens. Hvert stykke bærer præg af de organiske materialer, teknikkerne og den tid, der ligger i processen – og ingen to værker er helt ens.




